En god historie

En sur Betjent

En bøde skrevet med denne skrift, er ikke let at læse.

Bangkok er nok, et af de steder i verden, hvor trafikken er mest kaotisk. Jeg boede ved en 8 sporet vej, med 4 vejbaner i hver køreretning, og en lille, hav meter bred midterrabat. Bilerne holdt tæt, kofanger mod kofanger, og det var næsten umuligt at komme over vejen.

I begge retninger var der langt til en lyskurv. Så teknikken bestod i, at man udnyttede det hul, der blev i trafikken, når der havde været rødt lys ved lyskurven.

Så løb man til midterrabatten, og ventede på, at det tilsvarende skulle gøre sig gældende fra den anden side.

Jeg stod så på denne midterrabat og ventede, da en betjent på modsatte fortov, var ved at sprænge kinderne, i en trillefløjte. Samtidig med at han vinkede vildt med armen. Jeg var godt klar på, at det ikke var tilladt at passere vejen sådan. Men omvendt, det gjorde alle de lokale, og det var næsten umuligt at gøre det anderledes, med mindre man skulle gå mange hundrede meter.

Da jeg mente, at det nok bare var en henstilling, om ikke at gøre det igen , så vinkede jeg høflig igen. Nu blev han først rigtig sur, og gjorde det med et tydeligt kropssprog forståeligt, at jeg skulle komme over til ham. Så det gjorde jeg.

Jeg følte sagen var lidt latterlig, men betjenten var meget tjenesteivrig, og ville give mig en bøde.

Der samlede sig hurtigt en del lokale omkring, og let fnisene, betragtede hvordan denne blege turist fik en bøde for at gå over vejen. Betjenten var blevet færdig med sit bødeforlæg, som han præsenterede for mig. Samtidig med at han bad om min underskrift.

Bøden var skrevet med krøllede Thailandske tegn. Tegn jeg ikke havde en jordisk chance for at læse.  Jeg forklarede betjenten, at jeg ikke kan skrive under på noget, som jeg ikke kan læse. Hans mimik blev nu lettere anstrengt, men da de lokale omkring os, nu begyndte at le højlydt, blev den pludselig meget anstrengt.

Jeg begyndte nu at genoverveje situationen – måske skulle jeg alligevel bryde mit princip, om ikke at skrive under på noget, jeg ikke ved hvad er.        

Jeg skulle flyve ud af Bangkok tidligt næste morgen, selv om jeg havde stor opbakning i lokalbefolkningen, så var jeg ikke helt sikke på, at betjentens humor, kunne strække sig til meget mere – og det var måske en dårlig ide, at presse situationen, til at se han næste træk. Som måske var en tur i en Thailandsk detention, med minimal mulighed, for at nå mit fly næste morgen. Så jeg valgte at skrive under, og betale de ca. 10 kr. det kostede at krydse vejen.

Næste morgen vakte mit ulæselige bødeforlæg stor jubel, blandt personalet på Thaiair flyvning, videre til Sydney.

 

En dum "dille"

Jeg sidder her med en af de 4 små kaimaner, som kvækkede lystigt, for at kalde på sin mor.

I 1984 var jeg i Brasilien. Jeg boede jeg på en farm i Pantanal, et stort vådområde, fyldt med vandhuller, sumpe, kanaler og floder. Alt krydret med et fantastisk dyreliv.

Min kone og jeg, samt en Tysker vi havde mødt på farmen, sejlede op af floden i en båd, der mest af alt lignede en udhulet træstamme. Langs floden var der mange blåpandede amazoner, kaimaner (Sydamerikansk aligator), flodsvin m.m.. Og man havde gode muligheder for at se en masse spændende ting.

En af dagene, var vi stødt på et kuld kaimanunger der lå på bredden. De var forholdsvis nyklækkede.

Vi besluttede os for at fange nogle af dem – så vi fangede 4 stk. som vi havde med på en lille sejltur, inden de blev sat ud igen. Senere har jeg fundet ud af, at det nok var en rigtig dum ide, vi havde fået – for kaimaner og krokodiller, passer som et af de få krybdyr på deres unger, og gå til angreb på hvad som helst, som er en trussel for ungerne. Og den sjove kvækkende lyd ungerne gav da vi fangede dem, var egentlig et råb på deres mor, om hjælp.

Men vi var ikke klogere dengang, og det gik jo godt – så hvorfor ikke prøve en større dille. Så det gjorde vi.

På den ene bred lå en ca. 120 cm. lang kaiman – vi lod båden glide stille mod kaimanen, som blev liggende helt stille. Da vi var ud for kaimanen, sprang jeg med min pagaj, ned over ryggen af kaimanen. Pagajen holdt jeg på tværs, hen over nakken af kaimanen, for at holde dens hoved.

Jeg kom dog hurtigt på andre tanker, med mig på ryggen, løftede den sig på alle fire ben, og jeg var nu klar over, at den var langt stærkere en først antaget.

Nu var gode råd dyre, og der skulle tænkes hurtigt. Skulle jeg kæmpe videre og prøve at holde den, eller skulle jeg prøve at flygte, med chance for at blive bidt, når jeg løsnede grebet om dillen.

Dillen gav mig sådan set svaret, den vred sig løs og forsvandt gudskelov i vandet, uden at forsøge at bide. Jeg var sluppet heldig fra mødet med dillen. Og havde fået min lyst styret med den ”dille”.

"Det er Weekend, Så I skal i Fængsel"

Man plejer at sige, at alt er større i USA, men der er dog et par enkelte undtagelser. Fartgrænserne i USA er ikke store.

Det føltes derfor noget fjollet, at man på en total lige vej, så langt øjet rækker, og med en trafik hvor man passerede 20 biler i timen. Som vel og mærke kørte i 2 vejbaner, som er adskilt, af en ca. 8m. bred midterrabat, Kun må køre 55 mils i timen – svarende til 88 km.

Afstandene i Texas er store, og skal man bare nå at komme lidt derudaf, så skal der helst lidt fart på bilen, så vi kørte lidt over 100 km i time. – helt præcis 104 kmt. Sagde betjenten.

For pludselig passerede vi en politibil der kørte i modsat retning, politibilen vendte straks, og i bedste Hollywood stil, passerede han midterrabatten i en støvsky, og bragte sig over i vores kørebane. Jeg troede kun, at det var på film, at de gjorde sådan, men dette var virkeligt, og i bedste film stil, kom han med hvinende sirener, røde og blå blink farende efter os.

Vi trak ind til side, og kort efter havde vi politibilen holdende bag os. Vi blev siddende i bilen. Og efter en lille ventepause kom betjenten hen, vi blev beordret ud af bilen.  Og han bekendt gjorde at vi havde kørt for stærkt, og at han gerne ville se vores kørekort. Han forklarede at når vi hav kørt så meget for stærkt, (16 km)., så skulle vi stilles for en dommer. Da det var fredag eftermiddag, så var dommerne gået hjem. Han sagde at i så fald så skulle vi i fængsel indtil mandag morgen.

Det var nu ikke lige sådan vi havde tiltænkt at spendere weekenden, så vi trak det store smil på og undskyldte mange gange. Betjenten syntes måske også at det var lige meget nok, at gøre ud af så ”lille” en forseelse, så han forklarede, at man var meget strikse med, at fartgrænserne bliver overholdt i Texas, men at han ville lade os slippe for denne gang. Vi takkede pænt, og jeg dristede mig til at spørge om jeg måtte tage et billede - han sagde ”her stoppere jeg jer, for at køre for stærkt, og så beder du om at tage billeder” så smilede han lidt og sagde ok – så jeg tog et billede,  og vi skyndet os videre – dog ikke hurtigere end 88 mils i timen.

En sur elefant

Her elefanter fra et elefant børnehjem. Elefanten på hotellet ville måske have godt af et ophold her.

I 1978 var jeg på Sri Lanka. På hotellet havde de en ”tam” elefant som en elefantpasser gik rundt med på hotellets areal. Elefanten var et par år gammel, men alligevel ret stor, næsten et par meter over ryggen, og allerede med en anselig vægt bag sig.

En morgen da jeg var på vej til stranden, passerede jeg elefanten og den oppasser. Den var ved at indtage sin morgenmad, som bestod af en bunke blade m.m.

Jeg satte mig på nogle meters afstand, og betragtede elefanten, mens den lystigt gumlede blade i sig. Det var den imidlertid ikke helt tilfreds med, for pludselig gav den et hyl fra sig, og for hen imod mig. Jeg rejste mig skyndsomt op. Og holdt i ren refleks armene op, for at tage fra – vel vidende, at jeg ikke havde en chance for at stoppe det tons tunge dyr – men det hele gik så hurtigt.

Mine håndflader ramte elefanten midt i panden, og jeg mærkede straks hvordan jeg blev trykket baglæns, uden mulighed for at stoppe det frembrusende dyr. Bag mig var en mur som jeg røg op imod, og bedst som jeg troede at min sidste time var kommet, så smækkede elefantpasseren, elefanten en i bagdelen, med en stor kæp, og dens angreb stoppede straks.

På det tidspunkt var mine arme trykket sammen så der stort set kun var 75 cm. Mellem elefantens pande, og muren bag mig. Jeg forlod noget rystet senen, og gik fremover, en stor bue uden om elefanten.

Militært område

På en tur i Marokko, for at se lidt på fugle. Boede jeg i Byen Marrakech, som ligger i bjergene inde i landet. Lidt uden for byen var to mindre højdedrag, og der løb en flod tæt forbi. Umiddelbart et godt sted at se efter fugle.

Jeg fulgte floden, men fik hurtigt følgeskab af 3 mænd som dukkede op, De talte kun Fransk, og var ret irriterende, at have på slæb. Mest af alt fordi jeg var usikker på dem, og deres intentioner.                                                         

Jeg fortsatte dog ufortrødent, i det håb at de ikke gad gå længere, men de fortsatte standhaftigt. På et tidspunkt var jeg kommet langt fra byen, og besluttede at vende om. De tre mænd fulgte stadig efter.

På et tidspunkt var det, tid til en lille pause i en olivenlund. Under denne pause, gjord de klart med fingersprog hvad deres hensigt var – et seksuelt forhold. Jeg var ikke helt enig i dette, og blev lidt bange for, om det var noget de havde tænkt sig at sætte magt bag. Så pause eller ikke pause – turen gik straks videre. For at komme hurtigt tilbage til byen, gik jeg op mellem to højdedrag

Da jeg havde gået lidt, kom der en gruppe mænd på 5-6 stk. imod mig. Og jeg gjorde et lettelsens suk – nu var jeg ikke alene, med disse tre mænd længere. Gruppen var i uniform, og de tiltalte mig på Fransk, hvilket jeg ikke forstod noget af. Samtidig pegede de mod toppen af det ene højdedrag.

Umiddelbar troede jeg, at de ville vise mig nogle fugle, så jeg rettede kikkerten mod toppen for at se hvad de mente – De råbte nu højt, og flåede kikkerten ud af hånden på mig. Det var militært område jeg bevægede mig rundt i.

Ikke alene var det militært område, men jeg var udstyret med et stort teleskop  der trak 25 x, en håndkikkert, samt et kamera med en stort tele. Ikke just det rette udstyr i et militært område, hvis man vil undgå opmærksomhed. 

Soldaterne råbte op til muren, på toppen af højdedraget. Og jeg fik forklaret at jeg skulle vente – kort efter blev jeg hentet af en militær jeep. Jeg blev kørt ind på kasernen, hvor jeg blev kontaktet, af en højtstående befalingsmand. Jeg sad nu på laddet af en militær lastvogn, og han forklarede på engelsk at alt mit udstyr var konfiskeret – endvidere inddrog de mit pas, og jeg blev bedt om, at henvende mig på kasernen næste dag. Herefter blev jeg sat fri igen.

Da Jeg kom tilbage til hotellet fik jeg fat i Guiden – vi kørte til kasernen, men blev ikke lukket ind. Jeg blev derfor nød til selv, at tage tilbage næste dag.

Jeg sad først og ventede i en vagt, i 1½ time, herefter blev jeg hentet, og kørt til forhør hos en befalingsmand. Han talte kun fransk, men jeg kunne forstå, at han ønskede, at vide hvad jeg lavede. Jeg var på det tidspunkt konstabel i hæren, men det turde jeg ikke at sige, så jeg sagde dvs. tegnede (indkøbsvogn m.m.), at jeg arbejdede i et supermarked.

Han ønskede et billede af mig, men jeg havde kun det i mit pas, og det i mit kørekort – så jeg måtte sprætte kørekortet op, og aflevere billede. Herefter fik jeg udleveret mit udstyr, dog uden film. Og jeg kunne igen forlade kasernen.